Om kajakker og sporten


Lidt om kajakker og sporten

Kajakken er et spændende fartøj, der er meget anvendelig, når man lige er blevet vant til at omgås den.

Mange kender jo nok mest kajakken som grønlændernes fangst- og jagtfartøj.

De fleste af de kajakker, som bliver brugt i de danske kajak-klubber, ligner dem ikke så meget. De er stort set alle bygget i glasfiber og plast, om end der stadig bliver bygget træ-kajakker.

Kajakken er blevet meget populær på grund af dens hurtighed og gode manøvredygtighed. Den er et eminent fartøj, når du vil opleve naturen langs vore kyster, søer og åer. Kajakken vejer typisk 18-30 kg og er 5,20 m lang. Det gør den let at transportere på taget af en bil eller på en bådtrailer.

De fleste kajakklubber råder oftest over kajakker i flere svær-hedsgrader. Der er begynderkajakken, eller turkajakken, som bliver brugt til en tur op ad åen eller langs kysten og kap-kajakken, som mest bliver brugt til konkurrence.

Kajaksporten kan nemlig dyrkes i det tempo man selv syntes - som ren motion eller som konkurrencesport.

Kaproning, som det bliver kaldt i daglig tale, findes både som kortbaneløb (200m, 500m, 1000m og 10000m), og maraton-løb som ligger på 20-40km.

Ud over 1´er kajakken findes der også 2´er og 4´er kajakker, som primært bruges til konkurrence.

Der findes i dag også kajakker lavet specielt til børn. Disse kajakker er tro kopier af voksenkajakker, blot i mindre størrelse.

Senest er flere og flere klubber også begyndt at tilbyde roning i havkajak. Havkajakken er mere stabil, men også tungere end den almindelige kajak. Den egner sig i større grad til turroning, hvor man medbringer mere oppakning - og er specielt velegnet til at lege i og lave teknik, som fx grønlænderrul, mv.

I FK Odsherred kajak klub har vi flest havkajakker, men også lidt tur, kap og polokajakker.
FK Odsherred Kajak Klub  | ki.ha@post.cybercity.dk